Skolevægring

Skolevægring


Vi har i de seneste år oplevet et stigende antal børn og unge, der er ramt af skolevægring. Eller med en mere korrekt beskrivelse, ramt af ufrivilligt skolefravær. Det er ofte en ond spiral, børn og unge oplever, når de langsomt øger deres fravær. Vi oplever, at der ikke er plads og forståelse for de udfordringer, der rammer flere og flere børn og unge. Mistrivsel, præstationsangst, et højt tempo og mange krav til faglighed, støjende og urolige miljøer samt socialangst kombineret med en eller flere diagnoser medfører belastningsreaktioner og dermed skolefravær.

De børn og unge har brug for rolige miljøer, hvor der er mulighed for at trække sig, når belastningen bliver for stor. De har brug for små grupper og et fast team af voksne, som nænsomt kan opbygge en relation. Det tager tid at få et barn eller en ung til igen at få tillid til deres egen formåen og turde være sammen med andre, som de ofte forestiller sig tænker mange negative tanker om dem. Isolationen fra andre skaber ofte et stort forbrug af skærmtid. Enten spil eller andre sociale medier, hvor man kan spejle sin egen ensomhed i andres glamourøse lykke. Eller være på platforme, hvor andre, der har det dårligt, "liker" en, når man udstiller sine negative tanker om sig selv. Det skaber en følelse af fællesskab, ofte med den konsekvens, at man dyrker de negative tanker for at få flere "likes".

Brev

Det er en negativ spiral, der kommer til at understøtte barnets og den unges selvforståelse om, at han/hun ikke har en fremtid, der er værd at leve i. De allerfleste børn og unge har et ønske om at være helt almindelige, komme i skole og få venner og sociale relationer. Det er meget få af vores elever, der ikke har den drøm. Men flere og flere magter det ikke på grund af de årsager, der tidligere er nævnt.

Det er hårdt for en familie at have et barn eller en ung, der isolerer sig foran skærmen og tydeligt er i mistrivsel. Det går ud over hele familien. Tabt arbejdsfortjeneste, en stressende hverdag, ofte med kampen om at komme i skole, søskende, der bliver overset, forældre, der ikke er enige om, hvordan man skal handle på barnets reaktioner, og afmagten over ikke at vide, hvad man skal gøre og hvem, der kan yde hjælp. Dette kan medføre social isolation for hele familien. Man ser ikke venner længere af hensyn til barnet. Samværet med den øvrige familie ser vi ofte bliver mindre, fordi man bliver mødt med holdninger om, at det da "bare" er at stramme op og få ham eller hende ud af døren. Skyld, skam og følelsen af ikke at blive forstået rammer forældrene, der kan opleve sig selv som mislykkede i deres forældrerolle. Som forældre vil man forsøge at kompensere for barnets mistrivsel ved at imødekomme situationer, der kan opstå, før de sker, for at undgå en forværring af barnets tilstand.