Klubtilbud og feriebestilling

Ferie og klubtilbud


Vikaskus klubtilbud benyttes hovedsageligt af vores børn i aldersgruppen 6 -12 år, men flere af vores større børn benytter den også. 

Klubben har åbent fra kl. 7.00 – 9.00 og igen fra 14.00 – 16.00 (fredag til 15.00) også i de kortere skoleferier. I sommerferien har den lukket i de midterste tre uger. De præcise åbne og lukkedage kan ses i vores kalender. 

Nogle børn går allerede i en klub eller fritidshjem, når de starter på Vikasku, og kan fortsætte der. Andre kan få hjælp til at finde det rigtige klub tilbud. Hvis man ikke er klar til at komme ud i en stor institution er der mulighed for at benytte Vikaskus eftermiddagstilbud. Med eftermiddagstilbuddet får børnene et rum til at opbygge relationer, og de får mulighed for at indgå i aktiviteter, der kan fange deres interesser. På Vikasku kan eftermiddagene bruges til at besøge sports- og fritidsaktiviteter for at motivere dem til at komme i gang med en aktivitet i lokalmiljøet og få skabt en bedre sammenhæng i dagligdagen.

Det er vigtigt, at have kammerater i nærheden af hvor man bor. Derfor arbejder Vikasku på, at børnene indskrives i et lokalt fritidshjem eller klubtilbud. Det kan kræve en ekstra indsats i den lokale klub og derfor tilbyder vi løbende supervision til personalet i den modtagne klub. Vi kan også deltage i de status- og netværksmøder, som forældrene har med personalet. Denne støtte gør, at børn der ikke tidligere har magtet at være i et almindeligt fritidstilbud nu får den mulighed.

Ansøgning om klub i ferier

Kommunerne indførte i 2020 en procedure hvor man som forælder skal ansøge om at have sit barn i klub i skoleferierne. Proceduren er forskellig fra kommune til kommune og indeholder en tidsfrist for ansøgning. Ring derfor til kommunen eller til os på Vikasku i god tid - gerne måneder før den aktuelle ferie for at være sikker på at jeres barn har en plads.