Det er vigtigt, at forældrene kan hente hjælp lige på det tidspunkt, når de har brug for den. Vi har derfor altid en ”åben telefon” 24 timer i døgnet. Vi oplever, at denne mulighed giver stor tryghed og udvider vores betingelser for det ”gode familiearbejde”. Som en del af vores forsøg på at få forældre til at se nye muligheder i vanskelige situationer opfordrer vi dem til at kontakte os, hvis de kører fast i f.eks. en konfliktsituation med deres barn. Forældrene giver udtryk for, at det hjælper dem til at holde fast i at bryde mønstre, når de ved, at de altid kan få fat i os. De føler sig ikke alene, og kontakten gør, at vi kan støtte dem i “at skabe nye historier.”
Når en elev indskrives på Vikasku, inviteres familien også indenfor i et samarbejde omkring eleven. Dette gør vi ud fra tanken om, at forældrene er helt centrale i det forandringsarbejde, der skal påbegyndes for eleven og dermed også for familien. Eleven og familien hører sammen og er hinandens forudsætning for udvikling.
Alle er en del af problemet og derfor også en del af løsningen. Ud fra tanken om at forældre er eksperter på deres børn, er de også helt centrale medspillere i den forandringsproces, der ønskes for barnet. Vi har derfor et særligt fokus på at inddrage barnets forældre som vigtige samarbejdspartnere gennem familiesamtaler.
Samarbejdet med forældre og familien indeholder forskellige former:
Vi kan hjælpe med at forstå og senere “forstyrre” fastlåste mønstre i familien, som blokerer for en sund udvikling hos barnet/familien. Vi kan være med til at styrke de mønstre, som forældrene ønsker at videregive til deres børn, samt hjælpe dem til at bryde de mønstre de finder uhensigtsmæssige. I den forbindelse interesserer vi os for hvilke temaer, præmisser, mønstre, håb og drømme, der er i familien. Vi forsøger dermed i samarbejde med familierne at hjælpe dem med at opbygge nye alternative historier fremfor de problemmættede, som ofte har fået lov at fylde for meget.