Vi arbejder ud fra et toårigt forløb hvorefter eleven efter planen er rustet både fagligt og personligt til at kunne inkluderes i et normalskoleforløb.
Undervisningens mål er at forebygge en livslang eksklusion af samfundet og i stedet styrke eleven til enten at vende tilbage til folkeskolen, anden uddannelse eller arbejde.
Indskrives eleven på udskolingstrinnet retter undervisningen sig mod folkeskolens afgangsprøve, som langt den overvejende del af eleverne i udskolingen gennemfører (85-90%). Der kan være særlige forhold, der bevirker, at det ikke er hensigtsmæssigt at indstille en elev til afgangsprøven; i så fald evalueres eleven på anden vis, og der udarbejdes en skoleudtalelse.
For udskolings eleverne kan et inklusions- eller efterværnsforløb ske på en efterskole, teknisk skole, ungdomsskole 10 kl. HF, gymnasium mm. Her følger vi eleven i en periode ind i det nye forløb gennem kontakt til hhv elev, forældre og det nye sted. Vi forsøger sikre os at eleven ikke dropper ud og hvis det sker så i samarbejde med familie, sagsbehandler mfl. at samle forløbet op eller at finde et nyt tilbud.
For eleverne på indskoling og mellemtrin arbejdes der så vidt muligt på at holde, eller skabe en kontakt til den skole der senere skal modtage eleven. Det gøres så tidligt i forløbet som muligt så der bla. kan samarbejdes omkring besøg, skolepraktikker, undervisningsmaterialer men også supervision af lærere og sparring omkring familie, elev for at videregive de forandrings- og udviklingspotentialer vi har arbejdet med på Vikasku.